Lakselykke ved Namsen

Af Steen Brynitz
 

Det er nu blevet vintertid, og jeg har med nogen forsinkelse fået fremstillet et par billeder, som taler for sig selv, lyset snød os og lysmåleren i kameraet, så alle vores billeder er meget mørke og må specialbehandles.

Tilbage til historien. Mogens (Larsen) og jeg går en del på jagt og fisker sammen, og vi havde flere gange snakket om laksefiskeri i Norge. Mogens har flere gange været oppe ved Grong og fisket i Namsen, mans jeg aldrig har været deroppe, og jeg var naturligvis meget spændt på, om de mange historier man hører om kæmpelaks i store mængder kunne være sande. Mogens udnyttede gamle bekendtskaber i Norge, og pludselig havde vi en aftale om fiskeri i Namsen i uge 25.

Afsted nordover

Vi tog med Norgesbåden den 17. juni og havde en stille tur til Oslo; herfra startede en lang - lang køretur, op og ned, op og ned, osv. osv. og desuden kom vi ind i cykelløbet Trondhjem - Oslo, og det kostede naturligvis noget tid. Tænk, de stakler skulle op over fjeldet i strid modvind og snevejr på en over 600 km lang cykeltur.

Lakselykke ved Namsen

Vi nåede frem sent lørdag til Mogens' norske bondemand, som ejede et stykke af Namsen (datid fordi han desværre døde en uge efter vores besøg) lidt nedstrøms for Grong og fik installeret os i en lånt campingvogn.

Næste dag gik med observationer (Berlingske Tidende, med »Munken«, fiskede lidt længere nedstrøms), men oplysningerne var ikke særligt optimistiske, for der havde ikke været nogen opgang i længere tid, og der var ikke fanget ret mange laks.

Søndag eftermiddag gik vi op på fjeldet for at fange bækørreder, men vi fangede nu ingen; til gengæld fik vi en stroppetur, med enorme mængder regn og blæst og et fjeld som grøn sæbe både i udseende og glathed. Nordmændene sagde senere, at det var en farlig tur, vi havde vovet os ud på. Gammel dansk og Whisky (uden vand) rettede lidt op på situationen, da vi nåede ned til campingvognen.

Næste dag startede fiskeriet, og jeg fandt ud af, at Namsen er ret stor med utroligt meget vand, som absolut vil de 30 km ud til havet så hurtigt som muligt. Det kræver meget roning at holde båden op mod strømmen, så blink og woblere bevæger sig passende lige over bunden.

Vi fiskede i ca. 12 timer i døgnet og skiftedes til at ro og passe stænger med ca. 2 timers skift. Vi »turede« med en anden båd, men de var 5 til at dele båden, så de fiskede i døgndrift, en imponerende energi blev lagt for dagen og natten, selvom vejret i perioder var særdeles væmmeligt med blæst, meget regn og mørke, og det værste - ingen fisk.

Onsdag fangede to mand i den anden båd en 17 kilos laks kl. 4 om morgenen. Det øgede energien og moralen og optimismen hos resten af selskabet. Men ingen fisk torsdag.

Fredag var vi en smuttur til Grong for at besøge den lokale lystfiskerbutik for at høre nyt. Et par danskere havde fanget en 8 kilos fisk om natten, og de var sikre på, at det vigtigste var at blybelaste wobleren (det er forbudt) for at komme til bunds.

Laks på discountblink

Vi fandt et grimt, grønt, tungt, udsalgsblink til 20 kroner i en rodekurv, og fik en chance da vi kom hjem.

Vi havde kun roet 4-5 m langs bredden, og vi havde ikke nået at sætte andet grej i vandet end udsalgsblinket, da det satte sig fast i bunden, troede vi, indtil bunden gav efter og præsenterede sig med et mindre udløb og et par plask i vandoverfladen. Herefter fulgte den med ind til bredden og den var næsten ved at gå på land frivilligt, mærkelig laks, 8,5 kg vejede den, men turen var jo reddet når der var laks i fryseren.

Lørdag var en flot dag med klart, højt vejr. Vi fik besøg af en laksefiskeveteran på ca. 83 år. Han svor på, at der nu havde været opgang, og at fiskene ville nå op til os i løbet af det næste døgn. Vi fiskede, vi roede og fiskede og roede. Vi så et par småfisk springe, og det var første gang vi havde observeret dette. Der var ingen tid til frokost, vi fiskede videre. Den anden båd havde en lille fisk på krogen i nogle minutter, men så smuttede den, og de andre skulle hjem til aftensmad.

Mogens og jeg blev enige om, at aftensmaden måtte vente, når nu alt var ideelt til fiskeri. Vi havde desværre mistet vores discountblink, og vi havde efterhånden prøvet indholdet af grejboksene flere gange med og uden blybelastning.

Vi fiskede nu med 4-5 stænger med forskellige woblere af størrelse og farver jeg har ikke tal på, hvor mange gange vi havde drevet ned og roet op mod strømmen fra side til side, men pludselig sad den yderste venstre wobler fast, og det plejede at medføre et alvorligt slid med at ro opstrøms for at redde grejet, men denne gang kom der et udløb med en stang og line som en osteskærer, og så den herlige musik i linen når den bliver anslået af vandet - pragtfuldt.

Det er en situation, som får adrenalinet til at sprøjte i blodbanen, samtidig gælder det om at holde hovedet koldt, at holde fingrene fra bremsen, at få de andre liner bjærget og at få roet båden hen til et passende sted på bredden uden grene og store klippestykker. På denne tur var det Mogens, som havde galejtjenesten, og jeg havde derfor kun den enkle opgave at holde fisken på krogen og fri af alle forhindringer. Efter lang tids forløb og flere lange seje udløb nåede vi og båden til land; med fast grund under fødderne har man mere check på tingene. Fisken tog endnu et par udløb på tværs af elven, og først på dette tidspunkt fik vi set noget af fisken, og den var stor, meget stor.

Næste gang den var tæt på bredden, begyndte den at kæntre, og vi kunne se, at wobleren sad fast på højkant i gabet, så den ikke kunne lukke sammen, og hermed havde vi formentlig den sandsynlige forklaring på, at den kun gik på tværs af elven og ikke opstrøms. Endnu et par udløb og den kæntrede helt og kunne gaffes og trækkes langt op på land.

Hvor var den dog smuk og blank! Det var efterhånden ved at blive noget sent på dagen, og sulten begynde at gnave, men vi måtte alligevel ud på elven og prøve igen, og hvad skete så?

Da vi nåede nøjagtigt det samme sted på elven, var der bid igen, på den samme stang som før og på den samme wobler. Fisken var oplagt mindre end den første, men den var meget mere livlig, den tog nogle lange hidsige udløb og rullede i overfladen, men til sidst måtte den også med op på land. Nu var vi nærmest blevet euforiske, og vi måtte naturligvis prøve endnu engang, og miraklet skete - hug igen samme sted og samme wobler, sød lille fisk, en grilse, men den opførte nærmest en krigsdans over vandoverfladen i modsætning til de store fisk, og tro det eller lad være, en til, se på billederne. Resultatet bleven laks på 15 - femten - smukke kilo, en på 8,5 kg (fra fredag), en på 5,0 kg, en på to og en på et kilo.

Vi tror, at vi er det hold, som har haft det største fiskeheld (dygtighed? begynderheld?) på Namsen i år.

Tænk dig den entre vi leverede, da vi kom hjem til de andre - hornmusik fra bilen. De havde bare brugt tiden på noget så ligegyldigt som aftensmad. Inden vi var færdige med at fortælle om vores fight og havde fået stegt bøfferne, som jo blev til kombineret frokost, aftens- og natmad, var klokken blevet et om natten. 

Efter hjemkomsten har vi konstateret, ved at se videoen, at der vist var tilkommet en mindre ansats som følgevirkning af manglende fødeindtagelse og lykønskninger i rødvin.

Næste formiddag måtte vi vende hjem, og vi kørte turen i et stræk gennem Norge og Sverige og var i Farum mandag morgen kl. 6.30.

Det var så slut på en uforglemmelig laksetur, og det er ganske vist, jeg har selv oplevet det hele.

Nu mangler vi blot at spise laksene - uhm.”

Steen Brynitz

Copyright © 2005 Steen Brynitz / Farum Lystfiskerforening.