Velkommen til Farum Lystfiskerforening - en af Sjællands største og mest alsidige fiskeklubber

New Zealands herligheder

Af Claus Qvist Jessen

Et af de steder, der altid kan levere smukke og dramatiske fiskehistorier, er New Zealand. Landet er med rette berømt for sine store (og grimme) ål, men endnu bedre er det, hvis man er til ørreder. Både Nord- og Sydøen rummer fine vande, og få andre steder i verden har man så gode chancer for store sager som netop NZ.
Se, det er hvad man som regel kan læse i diverse artikler. Det er kun succeshistorierne, der trykkes i medierne, og som naiv læser får man får let fornemmelsen af, at blot man drager sydpå, kan man ikke undgå at skovle 5 punds regnbuer og brownies op. Helst med flue, naturligvis, men det skulle vel heller ikke være noget problem, vel? Desværre jo, og det tog os kun alt for kort tid at opdage, at der er milevid afstand mellem danske teori og newzealandsk praksis.

Især Sydøens elve er ganske umulige at have med at gøre, for selvom fiskene er der – og ligefrem kan ses, gør det krystalklare vand dem hamrende sky. Ydermere virker det som om, at elvene bugner af lækre insekter, så at komme på skudhold af en passende sulten ørred er langt vanskeligere end at fange noget hjemme i Kongeåen. Alt blev prøvet lige fra små spindere og woblere til alskens dunede fluer, små nymfer og endnu mindre tørfluer, men de d.... fisk nærmest grinede af os.

Mapourikas dybtgående laks
Vi startede vor håbefulde odyssé med en lille tur op langs Sydøens nordligste halvø, men naturligvis uden hug. Meget bedre gik det ikke ved først Lake Brunner og siden ned langs vestkysten, og først da vi nåede den lækre Lake Mapourika, kom der gang i sagerne, og først da vi i et anfald af desperation havde skiftet taktik og begyndte at bombardere vandet med det dybeste, vi havde: solide danske kystpirke.

Tju-hej hvor det gik, og på mindre end en halv time havde vi to quinnatlaks (chinnook) på små 10 pund stykket. Ikke så ringe endda og lige bortset fra en enkelt vildfaren ål var det vores to første NZ-fisk – efter to-tre uger uden noget!

Videre sydpå fortsatte især jeg mine vilde kampe for at få de kræsne ørreder til at spise mine fluer. Helle svor til mine spindere, men ingen af delene var voldsomt succesfulde, i hvert fald ind til vi ramlede ind i en flodmunding ved Lake Wakatipu. Så kom der skred i sagerne, og de tre dage, vi endte med at campere der, gav en fin række superkonditionerede regnbuer med smukke haler og smæk for skillingen. Sandsynligvis de smukkeste regnbuer jeg endnu har fanget, men over 1,7 kg kom de desværre ikke. Fin sport på let grej.

Talrige mindre stop rundt om i Southland og Otago gav en masse fisk – også på fluekæppen, men ikke noget at skrive hjem om, så det vil jeg lade være med. Næh, så var der mere sving over vore allersidste fiskedage i New Zealand. Vi havde i et lokalt fiskemagasin læst om et sted, hydrokanalen mellem Lake Tekapo og Pukaki, med efter sigende helt magiske ørreder, ofte af en størrelse man kun kan drømme om. Artiklen lovede sågar mere end hypotetiske chancer for at få ”noget” over 3-4 kg, og for os, der lige bortset fra laksene fra Mapourika ikke havde fået noget som helst over et par kg., var det sød musik i de hårdt plagede ører. Bilen blev sat i gear, og det var ikke svært at få bilen styret nordpå til Canterbury og de turkise gletschervande nedenfor Mount Cook.

Resultatet af de tre dage ved Tekapo overgik selv de vildeste forventninger. Vi startede ellers blødt med en flok mindre regnbuer, men snart efter opdagede vi (igen) de vises sten, de tunge danske kystpirke, og så kom der skred i sagerne. Allerede første aften scorede Helle en (desværre tudegrim) regnbue på 2-2½ kg., og dagen efter var det min tur til at generobre familierekorden med en lige så grim regnbue på vel 3½ kg. 3-4 km længere oppe ad hydrokanalen stod en masse lokale fiskere med deres lettere grej og fangede næsten ingenting.

Ikke dårligt, ikke dårligt, men alligevel ikke nok. Samme dag havde jeg ikke mindre end to gange haft et eller andet ugudeligt stort på, men havde mistet begge fisk, den første fordi pirken løsnede sig, den anden fordi den satte sig i bunden og snittede linen. Øv, øv og tre gange øv!

Il grande finale
Sidste fiskedag i NZ blev en af den slags, vi nok aldrig glemmer. Jeg skovlede mindre fisk op, mens Helle gik rundt og surmulede over, at det manglende held og over, at tilsyneladende kun var mig, der kunne få monstrene til at hugge. Men ikke ret længe, for pludselig begyndte hun at råbe og skrige som tegn på en god fisk – jordens største og mest jyske underdrivelse.

Det, hun havde i enden af linen, viste sig at være intet mindre end et megamonster. Årets fisk, ikke mindre, og med uendelig margin hendes eget livs fisk. En vaskeægte regnbueørred at dimensionerne ”pattegris” og en vægt på – hold dig fast – 11,9 kg!!! En gudeskøn, vildfanget fisk på 94 cm, taget på en blød letspindestang og 0.26-line med en lille, kompakt 17 grs.-pirk i enden.
Monsteret kostede knap fire film og en desperat fotograf, der pludselig fik endnu mere en normalt travlt med at fange ”sit” monster. Vores deadline til afgang hed kl.17, og skæbnen ville, at jeg tre minutter inden afgang fik dagens sidste hug og med det dagens sidste fisk. Bestemt ikke noget, der lignede Helles mega, men slet ikke så tosset endda – 78 cm solid regnbue og en estimeret vægt et sted i nærheden af 5,5 kg, kun estimeret da den ligesom alle andre fisk mindre end 11,9 kg blev genudsat.

Og de lokale fiskere? De har stadig ikke opdaget, at det at fiske på 6-7 meter vand fordrer tunge grejer, så de sad stadig nogle km fra os og fangede næsten ingenting. ”Om vi havde fanget noget?”. Tjah, et par stykker, hvorpå vi satte os ind i kareten og spurtede de sidste 400 km af sted til Christchurch.

Vil du se flere billeder eller have endnu mere af historien, står den i Fisk & Fri’s december 2002-nummer. Discountudgaven står på nettet under adressen ”www.CQJ.dk” under linket ”Jordomrejse 2001-02”.

Mvh Claus Qvist Jessen, Farum LF