Ta' med Fiske-Feber til Alaska

Af Peter Kirkby


Du lyner teltdøren ned, da natten bliver til tidlig morgen. Resten af lejeren sover stadig. I det du kravler i dine waders høres to tunge plask nedstrøms. der er kommet friske laks op, mens du fik nogle timers tiltrængt søvn.
Knuden tjekkes, og du tager de første skridt ned mod poolen. Du er klar til endnu en hård dag i paradis... 

”Vi kommer først hjem, når vi har skræddersyet den perfekte læserrejse”, lovede redaktør Peter Kirkby, da han og Alaska-veteranen Kim Jørgensen forlod os sidst i juni.

De kom tilbage fra vildmarken - og her er reportagen om det eventyr, vi giver læserne mulighed for at deltage i. 

Med amerikanernes sædvanlige sans for at overdrive, havde sætningen været luftet mere end en gang: ”Kun én ud af tyve krogede kongelaks kommer på land!”. Vi havde dog gjort deres overdrivelser godt til skamme, da vi efter et par dages uforglemmeligt ørred og stallingfiskeri, mødte de første af et tusindtal laks på vej til gydepladserne. De ville opstrøms og vi var på vej i modsatte retning. Af samme grund blev der hurtigt kortere og kortere mellem de store rødlige skygger i flodens huller og strømrender.

I tre dage var det, som om fiskeriet bare accelererede. Det startede med en laks til hver, dagen efter var der tre laks til hver og dagen efter igen var vi slet ikke til at skyde igennem... 5 laks til hver, fik os til - så småt - at vandre rundt med øre til øre smil og lufte gloser som: ”Helt vildt” og  ”verdens klasse”. Men så var det bøtten vendte... De seneste to dage var det gået helt galt. 

Masser af tilbud

Ved en af flodens mest oplagte pools havde vi slået lejr sammen med fire behagelige canadier. Det blev til megen hyggesnak og knap så intenst fiskeri. Den slags er bestemt også på sin plads, for en fisketur i Alaska er en totaloplevelse, der ikke blot måles i fangster. Nej, det var ikke den knap så energiske indsats, det var galt med. Derimod var det, som om detaljerne og det sidste held ikke var på vores side. Kim havde landet en enkelt  kongelaks på 5-6 kilo, men det var alt. Faktisk havde laksene stået tykt i elven blot en kastelængde fra teltet og det var blevet til mange hug og tilbud. Nogle blev ikke kroget, andre røg af efter et par spring og lidt hovedrysten. Værst var det med den fisk jeg havde på i 15-20 minutter. Jeg havde bakset løs med at få en af canadiernes flueliner viklet ud af min egen line, efter fisken havde lavet en uventet manøvre opstrøms. Siden var alle de farefulde manøvrer med lange udløb, rusk og spring overstået uden at miste fisken. Først da den store hanlaks lå udmattet i roligt bagvand  og jeg skulle til at gribe den om halen, fløj spinneren ud af de voldsomme kæber. Fisken blev langsomt taget af strømmen og rettede sig op, mens den lidt forfjamsket søgte ud i hovedstrømmen. Jeg var klar til at svømme efter den, men besindede mig i sidste øjeblik, da floden ikke så alt for behagelig ud videre nedstrøms.

På svømmetur

Min vandgang fik jeg senere samme dag. Vi raftede nedstrøms for at nå til flodmundingen og stedet hvor vandflyveren ville samle os op den følgende dag. Undervejs stoppede vi ved en indbydende strømrende fyldt med laks. Straks udså jeg mig en stor sten ude i strømmen. Herfra ville det være muligt at fiske en spinner direkte ind foran snuderne på laksene – en metode, der tidligere havde bevist sit værd. Nedstrøms var floden rolig, så jeg besluttede, at det var forsøget værd at vade dybt  for at nå stenen. Jeg nåede da også - næsten – ud, før mine fødder blev fejet væk under mig i den kraftige strøm. En skamskudt and havde næppe fået det til at se mere kluntet ud. Med bukserne bordfyldt og voldsomme armbevægelser, der skulle minde om en slags rygsvømning, fik jeg basket mig ind, så jeg atter fik fast grund under fødderne.

Mens jeg fik skiftet tøj, var det Kim, der sørgede for underholdningen. En god laks huggede og han havde den på i nøjagtig så mange sekunder, at vi begyndte at tro på sagen. Men! Øjeblikket efter havde også dén kvittet krogen med en hovedrysten.

Herefter var turen i raften fortsat nedstrøms. En udfordrende tur, med et nyt fantastisk natursceneri rundt om hver eneste sving. Der var dog også passager, hvor tungen skulle holdes lige i munden, mens raften og vandet fik fart på gennem et par klippeslugter. Flere steder stod store stimer laks parkeret, mens de samlede kræfter til at passere næste stryg. Vi skulle nå til mundingen og måtte derfor nøjes med at nyde synet, mens pladserne blev plottet på den medbragte håndholdte GPS. Om der overhoved ville være fisk og fiskemuligheder ved mundingen anede vi ikke, men var der blot den mindste chance, skulle der ikke herske tvivl om, at jeg var indstillet på at fiske natten igennem. Blot en enkelt lille laks ville være den helt rigtige afslutning på vores drømmerejse til Alaska. 

Stadig fisk på vej op

...Og dér stod jeg så og råbte efter Kim af mine fulde lungers kraft, mens jeg indså, at snakken om kun med én ud af tyve laks på land, alligevel ikke er langt skudt forbi. Det havde vist sig at chancen for laks var helt i top. Netop her, hvor floden løb sammen med en langt større gletcher-flod, var forholdende ideelle. Der var stadig fisk på vej op og første stop var i den dybe langsomt flydende pool, hvor de passerede en knivskarp skillelinie mellem møgbeskidt mælkehvidt vand og ”vores” klare vand. Bortset fra en enkelt forhindring var det faktisk et perfekt sted at fiske. Problemet var bare, at den ene forhindring bestod af et velvoksent grantræ med masser af forræderiske fangarme. Og det var netop det træ, min laks besluttede sig for at danse rundt om.

I det roligt vand var hugget faldet med en vildskab, der helt tog pusten fra mig. På trods af det kraftige grej var det nøjagtig, som man forestiller sig, det vil være at kroge en ustyrlig havørred i 10 kilos klassen. Det ene øjeblik var den fri af vandet, så var der udløb og ind imellem blev det til en stribe rusk og rul. Gys gik gennem kroppen, når der var slap line, men hver gang var det fisken, der havde ændret retning og svømmede mod mig. Kort efter var der atter kontakt. Den havde ingen mulighed for at udnytte strømmen til at stå tungt og stædigt, så i stedet fik jeg det fulde repertoire, som jo også inkluderede en tur rundt om træet. Jeg havde lynhurtigt løsnet bremsen, da jeg mærkede fletlinen skurre mod træet. Fisken var fortsat 50-70 meter ud mod gletchervandet, før den kørte træt og lod sig presse opstrøms. Langsomt og forsigtigt pressede jeg den tilbage mod grenene i håb om, at den selv kunne ruske linen fri. Det gik stik modsat. Da den atter strøg af sted, var linen endnu mere viklet ind. Selvom jeg løsnede bremsen helt, havde jeg indtryk af, at linen mellem fisk og grene var presset til bristepunktet. Da udløbet standsede, var det jeg indså, at min eneste spinkle chance var at kalde på Kim og få ham til at komme med vores raft...

Fri med en hidsig bevægelse

Det virkede som om det varede en evighed før Kim kom i raften og fik tilbagelagt de 700 meter hen til mig. Endelig var han der og jeg hoppede ombord.

Midt på sommeren bliver det aldrig helt mørkt så højt mod nord, men alligevel er der nogle timer midt på natten, hvor tingene ikke ses helt så tydeligt. Vi kæmpede sled og flåede, mens det lykkedes at få linen fri af enkelte af grenene. Faktisk var vi nået så lang, at linen kun gik rundt om en enkelt gren - eller et stykke af stammen - langt nede under os. Her kunne den fires frem og tilbage, men få den fri kunne vi ikke. Fisken var blevet presset helt op til bundhugget og i fortvivlelse besluttede jeg at sprænge linen. Så skete miraklet! Fisken havde lavet en hidsig bevægelse. Den var stadig på, men linen var fri.

Forståeligt nok havde laksen ikke mange kræfter tilbage og snart efter kunne Kim gribe den sikkert om halen. Sjældent har jeg været så glad for en fisk. Ca. 8 kilo vejede den og måske var det ikke helt flinkt at belønne den med et slag i hovedet i stedet for en genudsætning? Til gengæld kunne jeg så få både et billede og frisk laks med hjem i flyveren den følgende morgen.

”snigerlaks”

Lidt opstrøms lejeren oplevede Kim fint fiskeri på et stræk, hvor floden var meget bred, lav og langsom. Bestemt ikke en plads, der holdt på fiskene, men det sjove var at man med mellemrum kunne se trykbølger når en mindre gruppe laks passerede forbi på vej opstrøms. Fire kongelaks blev det til. En flot 5 kilos og tre små Jack’s.

Her er det måske på sin plads med en forklaring: Jack’s er den amerikanske betegnelse en slags grilse, altså smålaks, der vandrer op i floden. Hos havvandrende laksefisk, er det i mange tilfælde størrelse og råstyrke, der tæller. En stor hanfisk kan få lov at befrugte rognen fra en gydemoden hun, hvis han magter at forsvare hende og holde rivalerne væk. I dette spil er størrelsen selvfølgelig afgørende og så alligevel ikke... Der kan nemlig være andre hanner, som vælger en anderledes – og ret udspekuleret - snigerteknik. De bliver sjældent særligt store, før de bliver kønsmodne. Til gengæld er de hurtige. De holder sig lidt på afstand, men når hunnerne gyder svømmer de lynhurtigt frem og forsøger at befrugte rognen lige foran kæbekrogen af den revirhævdende han. Lykkes det, er der stor sandsynlighed for, at ynglen nedarver de samme snigeriske tendenser. De fisk Kim fik, var omkring en halv meter lange og stålblanke. Om det var fisk, der var kønsmodne og ville snyde sig til en parring, eller om de slet ikke blev kønsmodne og blot var fulgt med for at leve godt af frisklagt rogn, forblev et uafklaret spørgsmål?

I selskab med ørn og bjørne

For Kim blev de fire laks afslutningen på en lang dag, da han kort efter krøb i soveposen. Jeg selv var fyr og flamme og skulle selvfølgelig prøve pladsen fra før. Søvn blev det ikke, før jeg sad i vandflyveren og ikke magtede at holde øjnene åbne. I stedet fik jeg en oplevelse af de helt store.

Selvom der virkede langt mere befærdet og var slået flere telte op ved flodmundingen, havde jeg poolen helt for mig selv. På modsatte bred luntede en stor hunbjørn forbi med to unger og flere gange passerede en ørn tæt forbi mig. Hver gang blev ørnen fulgt af et par hidsige måger, der skreg og flaksede rundt for at få den skræmt væk.

I den tidlige morgen rejste tågen sig. Først var den tyk, grå og meget kold, men fik samtidig landskabet omkring mig til at virke indbydende og drømmeagtigt. Da så solen sneg sig mod horisonten - et sted bag træerne - startede et fantastisk farvespil med tåge i alle slags rødlige nuancer. Så – som med et trylleslag - var tågen væk. I løbet af få minutter blev himmelen klar og blå, mens bjergkæderne - mange kilometer i baggrunden - blev lyst op til mindste detalje.

Lakseopdrættet

Bedst af alt var dog fiskeriet. Jeg havde først forsøgt mig med en lille str. 8 rognflue efter ørreder og det virkede. Dog viste det sig, at den smældfede regnbue, der sloges som besat, slet ikke var en ørred, men en lille sølvblank kilos laks. Kongelaks på en klasse 5 fluestang – så havde jeg prøvet det med! Jeg turde dog ikke løbe risikoen for at kroge en af de store og skiftede over til 10’ stangen, multihjulet og de tunge spinnere. Lidt mere passende til de fire laks på 5-10 kilo jeg fangede og genudsatte. I tilgift til dem, der kom op, var der flere hug og fisk, som blev mistet.

Efterhånden fik jeg en fornemmelse af, at der ikke nødvendigvis var mange fisk i poolen, men at de var langt mere motiverede for at hugge. Jeg tog fejl! Da Kim vågnede og piftede efter mig var det på tide at pakke lejren. Mens jeg roede raften opstrøms kunne jeg se poolen ovenfra i strålende dagslys. Det var et chokerende syn! Modsat de strømfyldte pladser, hvor fiskene stod med jævne mellemrum, var det her som at kigge ned i et lakseopdræt - lige efter at have smidt en sæk foderpiller i vandet. Der var laks i hundredevis lige under mig.

Ingen kur mod fiske-feber

Da telt og grej var pakket, var det Kims tur til at nyde synet. Vi skulle samles op af vandflyveren på den store flod, så turen gik lige ned over poolen. Han blev slemt skuffet, da vi drev ud over den kant, hvor jeg sagde at fiskene stod tæt. Ikke en eneste lille forkølet laks var det til at se. Nu var Kim heldigvis alt for flink til at kalde mig lystløgner, men jeg oplevede nogle meget lange øjeblikke, før vi nåede længere ned over poolen. Det var her, de havde gemt sig. Hvis man da kan snakke om at ”gemme”, når uhyrlige mængder laks i alle størrelser farer forvildet rundt. De var ikke trygge ved, at vi flød hen over dem, men hvilket syn. Nogle forsvandt ind i skillelinien til gletchervandet, men lige så hurtigt kom der nye fisk frem. Vi havde oplevet den ultimative fisketur – dog med et par enkelte forbehold: Den varede en måned for lidt og selvom en del af formålet var at få slukket den værste fiske-feber, steg temperaturen blot endnu et par grader!

Få det hele med

Der er mange måder at opleve Alaskas storslåede fiskeri på. Det er ofte temperament, fysik og ens egne krav til komfort, som afgør hvilken måde, der er den helt rigtigt. Vil man gerne opleve mange forskellige fiskepladser ned langs floden og samtidig have en overdosis naturoplevelser så er et såkaldt ”float trip” værd at satse på. I oppustelige gummiflåder transporteres man med strømmen ned ad floden og undervejs etableres der lejr ved spændende fiskepladser.

Det kan være svært at beskrive, hvad det er, der fuldender oplevelsen, men forestil dig blot at stilheden afbrydes af et hæst fugleskrig, mens I driver nedstrøms til næste fiskeplads. Øjeblikket efter kommer en hvidhoved ørn majestætisk svævende mellem granerne, mens dens årvågne blik afsøger flodlejet for føde. Fuldstændig upåvirket glider den af sted ti meter over hovederne på jer og snart efter er den forsvundet rundt i svinget.

Eller forestil dig bæveren, der knap aner I kommer. Den bliver en anelse forskrækket, da I passerer forbi 5-6 meter ved siden af. Det højlydte slag med halen sender ligefrem vandråber i hovedet på jer og i det klare vand kan I skimte dens omrids. Lidt længere nede kommer den atter til syne. Denne gang stirrer den blot nysgerrigt fra sit skjul under et par udhængende grene.

Eller hvad med bjørnene? Der er ikke nødvendigvis mange af dem, og det er først på tredjedagen I ser de første. En mor og to unger har fået færten af noget ude i floden. Næsten med hovedet helt under vand roder hun rundt på en meters dybde, mens ungerne ser på. De er nuttede, men bør omgås med forsigtighed, så I hiver forsigtigt flåden på land. I befinder jer nogle hundrede meter opstrøms og nyder synet. Lidt efter har hunbjørnen næsen i vejret. Hos bjørne overgår lugtesansen langt synet og der er ingen tvivl om at hun er blevet klar over jeres eksistens. For de fleste bjørne er lugten af mennesker noget man undgår, så hun lunter stille op af vandet og ind i buskadset med ungerne efter sig. I kan atter fortsætte jeres færd.

Bedst af alt er det dog, hvis du kan forestille dig spændingen, når I passerer ned over et stryg og kommer til den perfekte pool. I når et par meter, før de første store mørke skygger passerer rundt om flåden. Her var årsagen til at I ikke havde set fisk på det sidste lange stræk. Fiskene havde taget ophold i denne pool mens de samlede kræfter til at passere for fuld fart gennem det næste kedelige stræk. I har set nok... Det er ikke uden grund Alaska kaldes the Last Frontier – den sidste vildmark - nu skal der fiskes...

En stor del af oplevelserne ved et float trip kræver dog også en indsats. På de øvre stræk er der flere steder med så lavt vand, at flåden må trækkes og skubbes. Hvert år når sneen smelter, bliver der i Bogstaveligste forstand rokeret rundt på landskabet og store træstammer ender spredt ud langs bredden. Forårsflommen er for længst overstået, når fiskesæsonen går ind. Der kan dog være enkelte træstammer, der  blokerer, så man må læsse af og bære udstyret over. Der er også passager med store sten, fart på vandet og såkaldt white water uden at det dog bliver til regulær river rafting. På disse steder er det en fordel at være vant til at ro - især hvis man sidder bag årerne. På steder, hvor der er risiko for at kæntre og det bliver farligt at sejle igennem, er det ud af flåden, som i stedet bliver firet med tov ned over de farlige stræk. Alt i alt kræver et float trip en pæn arbejdsindsats, selvom der også vil være lange rolige stræk, hvor man blot kan slappe af og måske ligefrem glæde sig til der atter kommer udfordringer og fart på vandet.

Kort om kongelaks

Kongelaksen (Onocorhynchus tshawytscha) er den største af de seks arter af stillehavslaks. I størrelse overgår den også vor hjemlige atlanterhavslaks og amerikanske lystfiskere har fanget eksemplarer lige under de magiske 100 pounds (ca. 45 kilo!). Verdensrekorden blev - naturligvis - fanget i Alaska og vejede 97 pounds, 4 ounces. I elven, hvor vi fiskede er det urealistisk at sætte næsen op efter fisk i denne kaliber, der er dog reel chance for at komme i nærkontakt med laks over 20 kilo...

Kongelaksene holder sig ofte tæt til bunden og er kendt for sjældent at bevæge sig langt efter agnen. Det betyder at der skal fiskes dybt og at agnen skal severes så tæt foran dem som muligt. Når først en af de store laks går til biddet er der til gengæld massere af råstyrke bag. 

I mange floder skal den naturlige opgangen af kongelaks tælles i tusinder. At det fortsat er sådan skyldes, at der fra officiel side bliver gjort en ihærdig indsats for at bevare det gode fiskeri. Der er derfor en hel del regler og begrænsninger for hvordan fiskeriet skal udøves. F.eks. skal man have en særskilt kongelaks licens, man må højst hjembringe 5 fisk i løbet af en sæson (max. en om dagen) og fisk der genudsættes må ikke løftes fri af vandet. Desuden er der en lang række lokale regler og regulativer. Det sker også at enkelte floder bliver helt lukket for fiskeri, hvis opgangen ikke er tilstrækkelig.

Kært barn har selvfølgelig mange navne og kongelaksen bliver også kaldt for spring salmon, da den har den tidligste opgang blandt stillehavslaksene. Desuden støder man ofte på det indianske navn - chinook - laksenes konge! 

Alaska

Alene navnet på den nordligst beliggende af USA’s 49 stater kan få det til at gibbe i enhver lystfisker. Her er vildmark og fisk som få andre steder i verden. Vil man skabe sig en ide om størrelsen, så er det noget med at slå arealet af Italien, Spanien, Frankrig og England sammen. Stort ikke? Når man så tænker på, at der kun bor lige under 600.000 mennesker i dette enorme område, begynder man at forstå hvorfor Alaska er helt unikt. Er der måske noget at sige til, at det er her, i den utæmmede - men ikke uopnåelige – vildmark, at det helt store fiskeeventyr venter?

Billedtekst (regnbue): 

Meget mere end ”blot” laksefiskeri

Selv uden Laks ville fiskeriet i Alaska være unikt. Stalling og ørreder kunne fanges i hele flodsystemet, men det var især på turens to første fiskedage, det gik løs. Laksene var endnu ikke nået op til de øvre dele af floden, så i stedet for tungt laksegrej var det lette stænger, små spinnere, nymfer og tørflue, der kom i aktion. Faktisk var det lette fiskeri så effektivt, at der allerede i turens første kast var der bud efter Kims flue. Resultatet var en smuk kilos dolly varden (en slags fjeldørredvariant).  

Stallingerne var der mange af – også i anseelig størrelse. På en af pladserne fiskede vi forgæves til en stor fisk. Efter de andre 40 centimeters ”småfisk” at dømme, var den her langt over 60...

Flodens virkelige stjerner var dog de vilde regnbueørreder. Hver og en var sande skønhedsåbenbaringer – og så kunne de slås. Vi fik fisk i kilos klassen på både spinner, nymfe og tørflue. De største var dog dem, der snød os – som den 2-3 kilos fisk, der forgæves prøvede at stjæle spinneren ud af munden på en mindre artsfælle. I et par minutter kunne vi følge de forgæves forsøg!

Ta’ med fiske-feber til Alaska

fiske-feber fik en solid indsprøjtning med vores egen bacille. Alaska er nemlig stedet hvor laksefeberen går i blodet så man aldrig vil hjem. Derfor giver vi hvert år læserne muligheden for at opleve eventyret i løbet af sommeren.

I Anchorage bor vi på et af byens mest imponerende Bed & Breakfast’s og der bliver mulighed for at købe det sidste fiskegrej. Allerede når vi sidder i opholdsstuen, vil alle med garanti blive grebet af atmosfæren og spændingen, når der ses frem til de kommende dage i vildmarken. Det er dog først, når vi står ved vandflyverne, at de fleste indser, at drømmen er ved at blive virkelighed. Vores dygtige bush-pilots skal flyve os til floden, hvor rafts og lejrudstyr i bedste kvalitet pakkes ud før vi er klar til de kommende 9 dages drømmefiskeri.

Alle float trips bliver gennemført med en turleder fra fiske-feber og der vil være afrejse i perioden fra midten af juni til starten af juli. Fiskeriet foregår således i netop den periode, hvor de mange kongelaks invaderer floden og chancen for storlaks er helt i top. Turene gennemføres med cirka 7-8 deltagere inklusiv turlederen og der være hele 9 dages fiskeri. Der er desuden mulighed for at kombinere rejsen med fiskeri efter helleflyndere før eller efter vildmarksturen.

fiske-feber udbyder desuden fiskerejser til British Columbia (sølvlaks, stør) Egypten (nilaborre) og flere andre spændende rejsemål er på vej. Er du interesseret i yderligere information om vores fiskerejser, så kontakt Kim Jørgensen på tlf. 5125 8525 eller tag et kig på www.fiske-feber.dk

Copyright © 2004 Peter Kirkby / Farum Lystfiskerforening.