King, spring, tyne, chinook, tshawytscha og quinnat salmon -
kært barn har mange navne.
Men alle dækker de over den laks,
vi kalder kongelaks. Vel nok den største laks, der findes.
Nogle af navnene kan ledes tilbage på en indiansk eller
russisk benævnelse for kongelaksen i nord-vest-canada – også
kaldet British Columbia.
”Jeg har haft den fornøjelse, både i 2002 og 2003 at være
på laksefiskeri i Ca-nada. Første gang var sammen med min
datter Laila, hendes svenske mand Las-se og mit barnebarn
Tina.
Turen udgik fra Stockholm, hvor jeg havde opholdt mig i et
par uger, til Van-couver. Her havde vi hjemmefra lejet en Ford
Windstar med TV og rigelig plads til 4 personer plus
rejsebagage.
Vi kørte via det berømte vintersportssted Whistler (vinter-OL
i 2010, red.) mod NØ til Prince George på en 2 dages tur med
en lille afstikker til Barkervil-le. En prærieby, opbygget som
et frilandsmuseum, hvor man have samlet i hund-redevis af
gamle tømmerhuse fra kolonisationens tid. Her var tandlæge med
datidens torturinstrumenter, jail-house, smedje, barer,
posthus, træfortove - alt som man ser det på cowboyfilm fra
den tid.
I byen kunne vi opleve datidens levevis, idet der i gaderne
udspandt sig nogle scener fra fortiden. Vi kunne endog komme i
skole og i kirken, hvor en præst i datidens klædedragt og med
datidens sprogbrug forkyndte.
Der var selvfølgelig også en enkelt moderne
souvenirforretning, hvor man kunne låne et guldgraverfad og
selv forsøge at udvaske guld. Det lykkedes fak-tisk for Tina
at vaske nogle få stykker guld, som hun fik med hjem i et
lille glas.
Vel ankommet til Prince George blev vi modtaget af min
fætter Gary og hans kone Leona. Begge var klar til afgang mod
ødemarken.
Vi manglede bare at udskifte Forden med et motorhome, som
vi kunne bo i ude ved floderne.
Ved hjælp af denne villa på hjul, kom vi efter 2 dage frem
til fiskepladsen. Min fætters søn Fred var taget af sted et
par dage i forvejen for at finde et sted, vi kunne parkere, og
hvor der var mulighed for at sætte en båd i vandet. Han havde
markeret vejen for os med små skilte, så vi kunne finde frem
til ham ved floden Skeena.
Fred havde medbragt sin jetriverboat, samt masser af
benzin. Derudover medbragte vi 50 gallons benzin. Benzinen
løber næsten direkte gennem jetmotoren. På den anden side, så
sejlede vi ikke direkte langsomt.
Næste morgen blev vi vækket kl. 6.00 og efter den
sædvanlige morgenmad, bestående af tynd kaffe, 1 cm. tykke
pandekager, overhældt med ahornsirup og et par muffins var vi
klare til at fiske. Op i båden og så af sted. Vi blev sat i
land på en stenrevle midt i floden og fiskestængerne blev
rigget til.
Herovre er det forbudt at fiske med modhage på krogene og
der fiskes udelukkende med enkeltkrog. Dette bevirker
selvfølgelig, at der bruges betydelig kraftigere grej, end vi
normalt vil bruge. Laksen skal ikke køres træt, den skal bare
trækkes ind med fuld power, ellers mister du den. Det gør man
alligevel i mindst 50 % af tilfældene.
Det fik jeg at mærke, da jeg pludselig så min fiskestang
foretage nogle gevaldige kropsbøjninger.
Det skal her indskydes, at man i den stærke strøm ikke
kaster efter fisken. Stængerne er også for kraftige til at man
kan kaste med alm. agn. Man anvender et pyramideformet blylod
på ca. 500 gram, som man, efter at være vadet ud i floden, så
langt man kan bunde, kaster loddet ud opstrøms. Når loddet har
lagt sig tilrette på bunden, d.v.s. nedstrøms, anbringes
stangen i en stangholder, forsynet med en klokke.
Ved blyloddet et fastgjort en kraftig nylonline (mindst
0.60) eller coated stålwire på ca. 1 m.
Som agn anvendes en flydende spin´n glo, der roterer i
vandet. Hvis du forestiller dig en gammeldags medeprop,
påmonteret et par vinger, så har du en idé om, hvad jeg mener.
Og så er det bare at vente.
Tilbage til min fiskestang - et fast greb og et kraftigt
modhug. Men fiskens modhug var kraftigere end mit. Det viste
sig, at det ikke var muligt at få line på hjulet. Fisken bare
gik og gik.
Jeg pumpede, strammede bremsen, pumpede, gik baglæns,
strammede bremsen, så meget jeg turde, men ingenting hjalp.
Til sidst gik min fætter ud i vandet, greb fat om linen og
trak. Hver gang han trak, kunne jeg få ca. 1 meter på hjulet
og efter lang tid stod fisken på bunden på ca. 40 cm. vand med
rygfinnen over vandet.
Som man har læst og hørt mange gange, så har man enten ikke
fået fangstnettet med, eller det er for lille. Dette sidste
var tilfældet.
Godt nok var nettets åbning ca. 80 cm. i diameter, men det
var kun ca. 1 meter dybt. Hvad gør man så??
Min fætter, som stod i vandet ved siden af laksen, kastede
sig over laksen med nettet og håbede på denne måde at kunne
pacificere den. Men nu lå laksen på siden under nettet og
havde tabt krogen. Det var bare at slå et slag med halen og
væk var den.
Jeg fik intet billede af fisken, jeg så kun rygfinnen
stikke op af vandet. Min fætter anslog den til at veje 40-50
pund d.v.s. ca. 22-23 kg. Sidste år var der en tysk kvinde,
der fangede en laks på 99 pund. d.v.s. ca. 45 kg. Der har
været mad til adskillige laksemadder…
Jo - vist er der laks i de Canadiske floder. Vi fangede en
del stealheads på 4-5 kilo. De var fredede, så dem måtte vi
sætte ud igen. Kun een kunne ikke overleve. Den blev båret 100
m. bort til føde for ørnene eller bjørnene, afhængig af, hvem
der kom først. Derudover blev der fanget adskillige laks
mellem 5- 15 kilo.
Når man fisker med bundsnøre, er der en del "spildtid"
d.v.s. man har tid til at hygge sig med de øvrige deltagere og
til at beundre det storslåede landskab.
Høje bjerge med evig sne på toppen. Bjørne, der pusler i
krattet, kommer ned til floden for at drikke, kigger på os og
lunter af igen. Ørne overalt. På et tidspunkt talte jeg 17
ørne flyvende i luften eller siddende på træstammer, som
floden havde væltet og transporteret ned til et roligere
område på floden.
Fiskerikontrollen fik vi også besøg af på stenrevlen. 2
mand i gummibåd bad os forevise fiskekort, kroge og øvrigt
fiskegrej. De var meget venlige, men myndige - og de mener,
hvad de siger. Som forstærkning af deres autoritet var de
begge bevæbnede med pistoler. Det er nok også nødvendigt. De
kan aldrig vide, hvilke outlaws de kan træffe på herude i
ødemarken.
Efter 4 dages fiskeri gik turen tilbage til Prince George,
hvor Forden ventede.
Turen østpå, gennem Rocky-Mountains til Jasper nationalpark
og videre sydpå med den amerikanske grænse er storslået.
Efter et par dages afslapning hos en kusine i Grand Forks
gik turen vestpå mod Vancouver. Undervejs fik vi et uheld med
bilen, idet en elk, en hjort, stor som en lille hest, (det er
ikke en elg) pludselig sprang ud på vejen foran os. Heldigvis
opdagede elken os og forsøgte at komme tilbage til skoven,
således at vi kun ramte den med højre forskærm. Død på stedet.
Jeg tør ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis vi havde
ramt den frontalt. Hele frontparti og kabine ville være blevet
knust og forsædepassagererne formodentlig være kom-met
alvorligt til skade.
Vor ferie var imidlertid ikke slut, så vi måtte en tur til
Vancouver lufthavn og have en anden bil udleveret inden vi
kunne fortsætte på familiebesøg på Van-couver Island.
Alt i alt en dejlig tur, som jeg lovede mig selv at ville
gentage , når muligheden opstod.
Denne mulighed kom så i 2003, hvor jeg fik en invitation
til en fisketur til Queen Charlotte Islands, et lille
indianersamfund på ca. 4000 personer, 8 timers sejlads vest
for Canada.
Men mere herom senere."
