Rapport fra klub-havtur den 10. marts 2002
Søndag den 10. marts klokken 6
stævnede 12 Farum-fiskere ud med Bonito fra Helsingør.
Forventningerne var helt i top efter meldingerne om den sidste uges
kanonfiskeri, det var solskin, og i morgentimerne havde vi en
sjælden pause i det ellers evige blæsevejr.
Den første times tid gik med at
få tilpasset grej og teknik og finde ud af hvordan man undgår at få
kludder med sidemanden eller linen i skruen, men der kom da også et
par lovende mellemfisk ombord.
Derefter kom der rigtigt gang i
den, der stod bule på bule, og skipper Hans stoppede op og dyttede i
hornet i eet væk. Vi firede pirke ned og halede pirke op, og nede
bagi fangede de fisk i hvert stop. Bjørn Nielsens kammerat Titus
lagde ud med en måler på 12,4 og var så overstrømmende jublende glad
som det ellers kun opleves når man er ude at fiske med børn. Bjørn
er jo klubbens mester i havfiskeri, så han svarede igen med målere
på 11,8 12,5 og 13 kilo og så blev Titus lidt mere dæmpet.
Oppe på forskibet fik Torben og
Frank 2 målere hver, på 10,3 , 12,3 og 10,2 og 11,3 kilo. Midt på
skibet fyldte Thorkild og svigersønnen Michael den ene balje efter
den anden og måtte supplere med ekstra kurve. Mange flotte
mellemfisk og én måler på 11 kilo til Thorkild. Jeg selv nåede at
fange to målere på 11 og 11,4 kilo, besætning Lars fik også to
målere, og på et tidspunkt vovede selveste skipper sig ud i den
friske luft for at fiske, et sikkert tegn på virkelig mange fisk.
Long John fangede et par fine
fisk på 2-3 kilo og var meget tilfreds for han havde ikke gryder der
var større, og så smager de små jo bedst, og i øvrigt havde han hold
i ryggen og kunne ikke trække noget op af havet som var større. Så
John nøjedes med at fire pirken ned og lade den ligge på bunden
indtil skipper dyttede op igen. Det var der imidlertid en torsk der
ikke kunne stå for, for pludselig havde John bid, og halede en meget
medgørlig torsk op, som først viste sin sande størrelse i
overfladen. 14,4 kilo! Turens største fisk, og Personlig Rekord for
John.
Jeg stod lige ved siden af, og
ærgrede mig over at jeg havde overtalt John til at deltage da han
ringede for at plage mig om at aflyse turen på grund af blæsevejret.
Men det blev værre, for John fortsatte sin meget rygvenlige
ortopæd-teknik med at lade pirken ligge på bunden, og mindsanten om
ikke endnu en fisk hoppede på! Denne gang måtte John dog hive lidt
mere i grejet førend et ordentligt lokkum lynede i det grønne vand,
og afslørede en måler på 18 kilo rent! Igen turens største fisk og
igen NY Personlig Rekord for John. Stort tillykke fra alle. Desværre
havde John glemt tegnedrengen, så vi måtte vente til en anden gang
med at også at sige skål.
Der var vist ingen som nåede at
spise deres madpakke, men i pauserne mellem det hektiske fiskeri var
der lige tid til at nyde solskinnet, de store flotte bølger med skum
på, og så var der mallemukker! Det er meget charmerende
måge-lignende stormfugle, som ingen af os før havde set på Sundet,
men som er kendt af dem der har være på "Revet". De måtte været
blæst herover af den vedvarende hårde vestenvind.
Alle fangede godt med fisk i den
gode spisestørrelse der ikke tæller med i målerregnskaberne, men som
gør så meget mere lykke i køkkenet. Aksel mente at han havde mindst
50 kilo fisk med hjem, Torben Nejlund havde store problemer med at
slæbe sine sorte sække fra borde, Klaus Munk havde ondt i armene og
for lidt plads i bilen, og selv Steffen der havde brugt megen god
fisketid på at koncentrere sig om ikke at blive søsyg, måtte låne
min cyklevogn til at transportere fangsten det sidste stykke hjem
fra bilen.
Det var sæconens sidste
klub-buletur og der var mange rosende bemærkninger til formand Basse
der har arrangeret turene. Vi har været uheldige på de fleste af
turene i år, men afslutningen var helt kanon! Synd at Basse selv
netop denne dag skulle passe et familiearrangement.
Reserveturleder Lars Frø |