Farum Sø Fascination

af Jacob Bøggild, Farum Lystfiskerforening

17. september 2004

Jeg fisker efter aborrer ved østsiden af øen i Farum Sø, Klavs Nars Holm. Det går lidt trægt, men lidt spredte fisk bliver det da til. Endnu engang signalerer et flåd, at der er bid. Jeg giver tilslag og registrerer med det samme, at det er en lille fisk. Men da jeg skal til at spole ind bliver stangen næsten flået ud af hånden på mig. Jeg får løsnet bremsen og adskillige hidsige udløb følger.

Det mærkes overhovedet ikke som en gedde, ingen sidelæns rusk med hovedet eller deslige. Efter fire-fem minutter virker fisken træt og nærmer sig båden. Og så pludselig er den væk ─ uden at jeg fik den at se.

Op af vandet hiver jeg en ganske lille aborre. Den har gabt helt over krogen, så den store fisk har slet ikke været kroget, men blot bidt indædt fast om den lille. Den lille aborre er uskadt, så min fornemmelse af at det ikke var en gedde holder klart nok stik.

Det kan kun have været en rigtig stor aborre, jeg har haft kontakt med, bedømt efter udløbenes tyngde og længde muligvis nær de magiske to kilo. Og den aggression, hvormed den huggede på den lille aborre, glemmer jeg næppe nogensinde. Ej heller den stædighed hvormed den indtil næstsidste sekund insisterede på at beholde sit mellemmåltid.

9. november 2004

Et sted over 15 meter vand mellem øen og nordsiden af Farum Sø afslører ekkoloddet, at der muligvis sker interessante ting ved bunden. Jeg ankrer op og sætter et par flåd ud med små skaller. Samtidig jigfisker jeg. Et flåd går ned og tilslag følger prompte. Det fornemmes klart som en lille aborre. Men idet jeg skal til at hive ind er det som om, der er bundhug. ’Umuligt’, når jeg at tænke, før et tungt modsatrettet træk sætter ind i dybet. Og ’snap’, så er linen cuttet.

En større gedde har overfaldet den lille aborre, tydeligvis. Jeg rigger stangen til igen, firer ned og fisker derpå videre med jig. Øjeblikket efter er der hug på jiggen. Det mærkes som en lidt bedre aborre. Men efter få sekunder bøjer stangen pludselig helt sammen. Et par minutter går med tunge udløb, derpå slipper fisken. Og jeg kan hale en ret maltrakteret aborre på omkring 400 gram ind. Jiggen er helt skjult i gabet på den, så endnu engang har jeg haft kontakt med en fisk af anseelig størrelse, der, når nu den ikke var kroget, forbavsende længe har nægtet at give afkald på et måltid mad, der målrettet trak den modsatte vej.

Jeg har også et par geddeskaller i dammen, så det er ikke svært at overtale mig selv til at skifte taktik. Ankeret ryger op og jeg begynder at dørge rundt i området med skallerne efter båden. Der går kun fem minutter, før der er hug. Efter en god fight lander jeg en gedde på 5,5 kg. På begge sider har den tydelige og ret friske mærker efter et tandsæt, som må høre hjemme på en fisk af en ganske anden kaliber…

En julidag 1994

Jeg er så småt ved at genfinde lysten til at fiske, en interesse som gled i baggrunden i forhold til andre ting i løbet af gymnasieårene (næppe et enestående tilfælde). Sammen med en god kammerat går turen til Farum Sø, hvor vi lejer en båd.

Vi ankrer op nær den nok så berømte grødeklat, som desværre ikke længere findes. Hvordan vi havde hørt at dette sted var hot, husker jeg ikke engang. Et par orm trækkes på krogen og søsættes. Mens jeg er ved at indstille flåddybden mærker jeg, der er bid. Et øjeblik efter beundrer vi en flot kiloaborre. Nye orm på og flåddybden finjusteres. Historien gentager sig selv til punkt og prikke. To kiloaborrer på to-tre minutter! Vi får endnu et par fine fisk op til omkring det halve kilo. Derpå dør aborrefiskeriet noget ud.

I stedet begynder vi at spinnefiske. Og hurtigt finder vi ud af, at hvis vi rammer et bestemt område er der næsten gedde på i hvert kast. I løbet af et kvarter lander vi seks gedder mellem et og to kilo. Så er også det kapitel udtømt. Men en fænomenal tur for to glade amatører.

Og måske en tur som blev afgørende for, at jeg efterhånden kom til at fiske regelmæssigt på Farum Sø og meldte mig ind i Farum Lystfiskerforening.

Søen rundt

Imellem sommerturen i 1994 og de to beskrevne ture fra 2004 har jeg således tilbragt mange timer på Farum Sø, faktisk flere og flere. Og min fascination af søen er på ingen måde aftaget.

Tværtimod ved jeg på baggrund af de skitserede episoder, at vandet rummer langt større gedder og aborrer end det endnu er lykkedes mig at lande.

Oven i købet er søen en skovomkranset naturperle som er ganske let at komme til selv for en person uden kørekort som undertegnede. De varierede bundforhold er også med til at gøre søen spændende for en lystfisker, selv om den ikke har deciderede knolde at byde på. Her følger en beskrivelse af søens dybdeforhold og skrænter.

Ved øst- og nordsiden af øen findes fine skrænter ud mod dybere vand. Her byder både forår og den første del af efteråret på fint aborre- og geddefiskeri.

Ved øens vestside findes til gengæld et meget lavvandet område, hvor sommeraftner kan byde på fremragende aborrefiskeri.

Ud for søens anden ø, Svaneholm (som er så tæt på bredden, at man ikke opfatter den som en ø), der ligger omtrent midt på søens sydside, findes en anden lavvandet banke, hvor aborrerne ligeledes jager om aftenen i juli-august. Skrænterne fra denne banke ud mod dybere vand er en klassisk lokalitet til geddefiskeri om foråret og i forsommeren.

Den lange skræntstrækning mellem de to øer er sikkert ligeledes værd at frekventere for geddefiskere, jo senere på året, jo dybere skal der nok fiskes.

Bag Svaneholm ligger en åben, fladvandet bugt. Passerer man denne når man til et område, der går under navnet Ryget. Her veksler dybden mellem to og syv meter og der er åbenlyst adskillige afløsere for førnævnte grødeklat på vej forskellige steder. Forår og sommer byder området ofte på glimrende aborrefiskeri. Samtidig er det et super gedderevir i maj og først i juni.

I den bageste ende af søen veksler dybden også meget, her mellem to og fem-seks meter. Tidligere har jeg gjort gode aborrefangster her både forår og sensommer, men det er ved at være et par år siden, jeg for alvor har haft held med mig i denne del af søen. Det bør dog nævnes i forbifarten, at den rummer en del mindre gedder, navnlig i maj. Hermed skulle søens sydside være behørigt beskrevet.

Det meste af nordsiden er én lang og forholdsvis stejl skrænt. Mellem den vestlige bagende og Farum Gård går den ned til 10-11 meters dybde. På den anden side af Farum Gård efterhånden helt ned til 15 meters dybde. Hele strækket er der aborrer og gedder i det frie vand i sommermånederne. Om aftenen ser man ofte paniske småfisk hoppe ud af vandet nær bredden (mere behøves vist ikke at siges). Og når småfiskestimerne koncentreres langs skrænten på dybere vand om efteråret kommer der for alvor gang i løjerne, både hvad angår gedde- og aborrefiskeri.

Området mellem Øen og nordsiden er søens dybeste, maksdybden er ifølge mit ekkolod 16 meter. Dette område er mest interessant i det sene efterår og om vinteren, jævnfør min indledende omtale af novembertur.

Endelig må det nævnes, at der findes et stenrev lige ud for bådebroen. Her er ofte godt aborrefiskeri i april-maj på fire til syv meters dybde og stedet kan måske overraske også på andre tider af året, hvis man afsøger en anelse dybere vand. Hermed slut på denne ’tour de Farum Sø’.

Til slut vil jeg skrive lidt om søens rovfiskebestande.

Aborrer

To kiloaborrer på to minutter på den omtalte tur var jo ikke så lidt af en kickstart. Men denne fangst giver slet ikke et realistisk billede af aborrefiskeriet på søen. Der er mange aborrer, rigtig mange, men langt de fleste er af mere beskeden størrelse. De mindre aborrer er faktisk så talrige og bidelystne, at de ofte kommer de større i forkøbet (bilder jeg mig i hvert fald ind). Så det er værd at forsøge sig med større agnfisk til aborrefiskeriet.

Sidst i september 2004 fangede jeg således aborrer på 1,3 og 1,25 kilo på skaller på 12-13 centimeter. Mine to største landede aborrer fra søen til dato. Sådanne agnfisk er det imidlertid ikke forsvarligt at anvende uden forfang, dertil er der alt for mange gedder. Selv bruger jeg, også til regulært geddefiskeri, 0,48 fluorocarbon. Indtil videre har et forfang af denne art ikke svigtet mig en eneste gang. Men tilbage til aborrefiskeriet.

Dette fiskeri er per definition svingende og sådan forholder det sig også på Farum Sø. Men efteråret er her, som andre steder, den klart mest stabile periode med den største chance for at rende ind i de større fisk. De sidste somre har fiskeriet til gengæld været mindre stabilt end vanligt. Det tror jeg hænger sammen med, at der, som nævnt, er nye grødeområder på vej efterhånden som søen bliver (endnu) klarere, hvad den bliver i disse år. Som følge heraf befinder byttefiskene sig sandsynligvis andre steder end de vante og aborrerne følger selvsagt efter. Når det gælder fiskeri er der hele tiden nye koder, som må knækkes. Heldigvis.

Under alle omstændigheder lader det til, at der går rigtig mange mindre fisk i søen for at producere et anstændigt eksemplar omkring kiloet. Så genudsæt gerne enhver større aborre, du måtte fange, det er jo også dem, der må formodes at give gode anlæg videre til de efterfølgende generationer.

Gedder

Jeg har mest bedrevet aborrefiskeri og opfatter ikke mig selv som en autoritet hvad angår geddefiskeri, hverken på Farum Sø eller andetsteds. De fleste gedder, jeg har fanget på søen, har indtil i år været bifangster under aborrefiskeri eller resultat af spinnefiskeri, oftest også bedrevet under stationært aborrefiskeri.

Så dette afsnit kunne være blevet ganske kortfattet. Hvis altså ikke aborrefiskeriet i år havde været usædvanlig svingende tidligt i maj, sikkert på grund af det kolde forår og den deraf følgende lave vandtemperatur. Da aborrerne svigtede næsten totalt en dag i maj smed jeg i stedet et par woblere i suppen og begyndte at dørge rundt. Det gav fem gedder på et par timer med den største på fem kilo. Et par lige så gode ture fulgte i juni.

Og adskillige mellemliggende ture gav to-tre gedder. Først var det området ved Ryget, der fiskede bedst. Siden gav det resultat at affiske de frie vandmasser med blybelastede woblere, som fisker en seks-otte meter nede i vandsøjlen. I denne periode i maj-juni vil jeg mene woblerne fiskede lige så godt som ─ eller måske ligefrem udfiskede ─ levende agn. Sådan vil det givetvis ikke forholde sig om efteråret.

At jeg pludselig havde et sådant held med geddefiskeriet, skyldes hverken pludselig opstået genialitet, guddommelig inspiration eller andet hokuspokus. Fangstjournalen vidner om, at der i år i det hele taget fanges flere gedder i søen end længe set. Og da næsten alle fisk angives at være blevet genudsat, er der god grund til at formode, at dette fine fiskeri kan fortsætte. Fingers crossed.

Sandart (?)

Jeg har fanget sporadiske sandart på Farum Sø, en-to fisk om året, men ingen de sidste par år. Alle har været bifangster under aborre- eller geddefiskeri.

For fire-fem år siden læste jeg, at Peter Kirkby havde haft held med at fiske målrettet efter sandart på søen en sommermorgen. Da jeg er B-menneske besluttede jeg mig for at prøve lykken en ditto aften. Jeg havde adskillige yderst kortvarige hug, hvor de små ’vampyraftryk’ på agnfiskene talte deres tydelige sprog om, hvilke gespenster der var på spil. Men bare den mindste modstand fra flåd eller baitrunnerfunktion var denne aften nok til, at sandarterne spyttede.

I år har jeg igen forsøgt mig i samme område uden mindste kontakt. Men selvfølgelig er der stadig sandart i søen. Dog er de givet på vej tilbage, fordi de får hårdere konkurrence fra aborrer og gedder i det klarere vand.

Jeg tror derfor ikke, det kan betale sig at gå på decideret sandartfiskeri i Farum Sø, selv om den stadig af og til nævnes i en sådan sammenhæng, eksempelvis, hvis jeg husker ret, i seneste nummer af Fiske Feber. Hver gang det sker, er det en sekskilosfisk fra for nogle år siden, der refereres til, men der må vist efterhånden være en grænse for, hvor mange gange mere den kan trækkes rundt i manegen.