Klik for at vende tilbage til forsiden  Klik for at sende os en e-mail   

 Hvem er vi
 Hvad kan vi
 Hvad gør vi
 Turkalender
 Kulmulen
 Fangster
 Konkurrence
 Rekorder
 Top 5 lister
 Farum Sø
 Furesø
 Bestyrelsen
 Artikler
 Links
 Infomail
 Indmeldelse

Farum Lystfiskerforenings klubhus - Fiskerhytten - Farumgårds Allé 32, 3520  Farum, tlf. 44 95 47 16


Tur-referater 2007


Læs om hvordan turene gik - måske du skal med næste gang?

(Se også beretningerne fra 2010 - 2009 - 2008 - 2006).


Gedde-premieren på Farum Sø - søndag den 6. maj 2007

Vi var 30 seniorer og 8 juniorer fordelt på 21 både som stævnede ud klokken 8 sharp søndag morgen den 6. maj 2007. Farum Sø lignede Den Engelske Kanal på D-dagen.

Der blev fisket mest, og fanget mest, i området ud for Svanholmbugten, der hvor skrænten falder fra 3 meter og ned til søens dybe bassin. Det er simpelthen den rigtige plads til en premiere. Det kan godt være, at der er ligeså mange fisk andre steder i søen, men dét at være mange, der fisker på den samme gode plads, gør jo at man hele tiden får bekræftet, at det er rigtigt nok: Der er fisk, og de kan fanges. Så tror man på det, og når man tror på det, fisker man meget mere koncentreret! Mange af de største fisk huggede derude, hvor der var 8 til 12 meter til bunden, men de gik stadig 2 - 3 meter fra overfladen. Så det er nok her, man skal satse til en geddepremiere, hvor det jo gælder om at fange den største!

Gedderne var på finnerne hele dagen, de bed jævnt godt, uden de sædvanlige lange pauser. Der blev indvejet 30 gedder, de fleste på dommerbåden så de kunne udsættes med det samme. Derudover blev der fanget og genudsat et lignende antal mindre gedder, uden at dommeren blev involveret.


Dobbelthug?


"Vejemester" Lars Frø med Andreas' vinderfisk

Dommerbåden blev også sejlende lægeambulance, da en deltager mødte op og ønskede hjælp til ”et seriøst problem”, som han kaldte det, og pågældende var meget insisterende på at netop dommeren skulle hjælpe ham, på trods af at der var en læge ombord i én af de andre både, måske et svært tilfælde af lægeskræk? Deltageren havde fanget en gedde på en blå/sølv Wästin Jätte wobler udstyret med gode kraftige trekroge i størrelse 1. Efter nogen tumult i båden var det var lykkedes for gedden at få jaget én af krogene rigtigt dybt ind i armen på fangeren.

Dommerbåden var heldigvis udstyret med en meget solid tang, så vi klippede krogen af wobleren, og så lagde vi alle kræfterne i og hev og vred for at få krogspidsen ud af armen. Men de to andre kroge sad i vejen, så vi måtte ud og låne en mindre bidetang, der kunne klippe videre i krogen uden at få fangerens sul med. Oprationen sluttede lykkeligt, og patienten blev genudsat i levedygtig tilstand. Dommeren, der plejer at besvime i sådanne situationer, blev så imponeret over sig selv, at han fremover påtænker at føre samaritterflag og medbringe et mere alsidigt sortiment i tænger, skalpeller, rødt jod og hæfteplaster.

Vinder for seniorer blev Andreas juniorleder med en gedde på 8,8 kilo, ny rekord for geddepremieren! Så fulgte Mads Kjær Nygaard 6,9 kilo, Jan Bressendorf 6,8 kilo, Martin Webmaster 5,8 kilo, og vejemester Lars Frø også 5,8 kilo. Der var yderligere indvejet 3 gedder over 5 kilo.


Andreas Holm med vindergedden på 8,8 kg


Martin fik også en præmie

Vinder for juniorer blev Kristian Petersen med en gedde på 6,8 kilo, Så fulgte Morten Mannicke med 4,3 kilo og så løb Jonathan Nilsson med resten af præmierne med fisk på 4,3kilo + 4,1 + 4 kilo. Da største og næststørste fisk var fanget at vores gæster fra Hillerødforeningen gik også juniorpokalen til Jonatan.

De ti største fisk udløste masser af stænger, hjul, line, endegrej, stangholdere og kasketter til fangerne. Derudover trøstpræmiere til den uheldige deltager der fik en krog i armen, juniorgaranti-præmier til dem der ikke opnåede præmier, og lodtrækningspræmie, en fin, fin rejsestang, til udlodning blandt de deltagere der ikke havde vundet noget endnu. Næsten alle deltagere gik hjem med nyt fiskegrej!

Til næste år vil vi starte én time før, idet mange af de største fisk blev fanget i løbet af den første time. Til gengæld vil vi slutte minimum én time tidligere, idet der ikke skete ret meget sidst på dagen.

Lars Frø


Hvis du ønsker at indsende et tur-referat til hjemmesiden, skal du bare klikke hér eller skrive på mail adressen: info@farumlf.dk